Velkommen til Esbjerg Kommune - Forside

Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Aflastningen

Har I som forældre brug for et frirum i den travle hverdag, er der mulighed for, at jeres barn kan komme i aflastning. 

Dette tilbud skal I visiteres til gennem Familiecentret.

Tilbuddet er primært til børn i skolealderen 6-12 år med mulighed for at tilgodese søskendefamilier.

Formålet med stedet er at aflaste børn og familier og skabe sammenhæng og kontinuitet i barnets liv.

Aflastningen har en fantastisk beliggenhed. Vi bor i Marbæk, på Sjelborggårdsvej 45. Vi har plads til 20-30 børn i aflastning alt efter hvilken sammensætning og hvilket behov, der er i de enkelte familier.

Stedet indbyder til leg og bevægelse og sætter kreativiteten i gang hos børnene. Udeliv prioriteres højt, da det giver en naturlig træthed og masser af grov- og finmotorisk træning.

Sådan tager vi hånd om børnene 

Dette er stedet, hvor børn kan få succesoplevelser med både store og små sejre. Det kan være såvel kropslige sejre, som det kan være rent fagligt.

Aflastningen giver barnet ro. Der er ikke biler, der forstyrrer dagen eller andre små ting, som kan aflede barnets opmærksomhed. Det giver barnet ro til at kunne arbejde med sig selv og opnå nye færdigheder og måder at klare hverdagen på.

Aflastningen kan gøre en forskel i barnets liv, da der arbejdes struktureret med forudsigelige rammer i et trygt og kærligt, professionelt miljø.

Sådan fungerer indsatsen

Vi arbejder ud fra princippet "en tryg start giver en god start". Dette gør vi med henblik på, at børnene får en god oplevelse, før de starter i aflastning.

Der er et formøde med forældre og rådgiver. Her laves det nødvendige papirarbejde, hvis forældrene synes, at stedet er noget for deres barn/børn.

Herefter kommer barnet/børnene på besøg og får tildelt et værelse samt møder en af de voksne, som vil være til stede under opholdet i aflastning.

Samarbejdet med barnets forældre/plejeforældre prioriteres højt, så oplevelser og erfaringer sikres en ordentlig overlevering.

Der er mulighed for at afhente børn på aftalt opsamlingssted, eller forældre kan selv hente og bringe deres barn til og fra Aflastningen. I særlige tilfælde er det muligt, at personalet kan hente og bringe barnet.

Der tilbydes 3 former for aflastning, som alle har plads til 10 børn alt efter sammensætning af børn i de forskellige tilbud.

  1.  Der er weekendaflastning, som primært er forbeholdt de familier, hvor børnene og forældrene har brug for et pusterum fra hinanden. Weekendaflastning foregår fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag hver 2. eller 4. weekend.
  2. Weekendaflastning kan kombineres med aflastning i hverdagene i tidsrummet mandag til torsdag, hvis der er behov for det.
  3. Aflastning i hverdagene mandag til torsdag.

Hvem er vi?

Om Familiecentret

Familiecentret har en administration, som er klar til at svare på dine spørgsmål. Hvis dit barn skal visiteres til en af vores indsatser, skal det foregå via Familierådgivningen.