Robot-udvikler til Digitalisering & It, Esbjerg Kommune

Brænder du for procesautomatisering og programmering af softwarerobotter?
Så er det måske dig, vi leder efter.
 
I Esbjerg Kommune har vi fuld fart på vores softwarerobot-projekt (RPA-projekt). Vi søger derfor en dygtig RPA-udvikler, som kan sikre, at vi kan imødekomme de mange automatiseringsønsker, som kommer fra alle dele af organisationen. Vi er allerede godt i gang og arbejder med både store og små RPA-projekter. Esbjerg Kommune har ca. 10.000 ansatte og anvender mere end 350 forskellige it-systemer. Derfor er automatiseringspotentialet selvsagt stort.
 
Din primære rolle bliver at programmere robotter og gøre dem klar til drift i samarbejde med vores It-driftsafdeling. Du vil få et tæt samarbejde og en daglig sparring med projektlederen, omkring RPA-projekterne og løsningerne. Desuden vil du med tiden få dine egne projekter, hvor du i dialog med procesejere fra forskellige afdelinger i kommunen, forestår procesanalysedelen og den efterfølgende programmering. Du vil få en central rolle i RPA-projektet og et spændende job med en stor berøringsflade på tværs af organisationen.
 
Stillingens fokus er på RPA-udvikling, men du vil med sikkerhed blive inddraget i andre projekter omkring automatisering. Det kan eksempelvis være projekter omkring talegenkendelse, Machine Learning og AI.
 
De centrale arbejdsopgaver er, at:
  • Programmere og teste softwarerobotterne i samarbejdet med procesejere
  • Idriftsætte softwarerobotterne i samarbejde med It-driftsafdelingen
  • Fejlsøge og rette, vedligeholde og optimere eksisterende processer
  • Håndtere og gå i dialog med procesejere ift. ændringsønsker
  • Dokumentere de udviklede løsninger
  • Indgå i projekter omkring implementering af talegenkendelse
 
Vi forventer, at du:
  • Har en relevant uddannelse eller tilsvarende kompetencer. Du kan være nyuddannet fra en it-orienteret uddannelse, eller du kan have erfaring inden for digitaliserings- og it-området. Erfaring med programmering af softwarerobotter er ikke et krav, men kendskab og erfaring med programmering generelt vil blive vægtet positivt.
  • Har en god evne til at se sammenhæng imellem systemer og processer.  Du formår derfor at omforme behov for automatisering til effektive og stabile løsninger i robotsoftwaren eller automatisere processer med andre værktøjer.
  • Er omstillingsparat og fleksibel. Du evner både den tekniske fordybelse i programmeringsarbejdet og det menneskelig aspekt, når du begår dig ude i organisationen.
  • Er energisk og samarbejdsvillig, og kan arbejde selvstændigt og prioritere din egen indsats.
  • Er omhyggelig og dokumenterende i dit arbejde.
  • Er villig til løbende at udvikle dine kompetencer
 
Vi kan tilbyde:
  • En spændende og udfordrende hverdag med mange forskellige opgaver, der løses i tæt samarbejde internt i afdelingen, med kollegaer i kommunen og med eksterne samarbejdspartnere
  • Stor selvstændighed og indflydelse på opgaveløsningen
  • Gode muligheder for personlig og faglig udvikling
 
Digitalisering & It består af tre enheder: Digitalisering, It og Stab. Stillingen er placeret i Digitalisering.
 
Stillingen er på 37 timer ugentlig med flekstid og ansættelse snarest muligt.
 
Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst mellem KL og den relevante organisation.
 
Alle kvalificerede ansøgere uanset køn, alder og etnisk baggrund opfordres til at søge stillingen.
 
Ved ansættelse i stillingen, skal der afleveres en straffeattest.
 
Yderligere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse til Leder af Digitalisering Anders Malling Aaboer, tlf. 76 16 12 79, eller RPA-projektleder Rasmus J. H. Thomsen, tlf. 76 16 12 63.
 
Ansøgningsfrist: 
27. januar 2019
 
Det forventes, at der afholdes ansættelsessamtaler onsdag den 6. februar og torsdag den 7. februar 2019.
 
Ansøgningen sendes elektronisk. Klik på ”send ansøgning” nederst og vedhæft din ansøgning, CV samt relevant dokumentation.
 
 
 



 

FAKTA

Arbejdstid
Fuldtid

Varighed
Fastansættelse

Ansøgningsfrist
27-01-2019 23:59

Tiltrædelse
Snarest muligt

KONTAKTPERSON

Anders Malling Aaboer
Telefon 76 16 12 79
© 2012 i Esbjerg Kommune