ARKIV

Aprilsnar: Dødsmetal på borerig i Hjerting

01-04-2016

Det var en aprilsnar, da vi i går skrev, at vi næste sommer kunne opleve dødsmetal på en borerig ud for Hjerting Strandpromenade. Vi ville selvfølgelig aldrig skade vores smukke strande. Men det er bestemt alvor, at kommunen satser benhårdt på at tiltrække store events til hele kommunen. Næste gang skal vi nok fortælle om de seriøse. Der er nemlig meget godt i støbeskeen. 

Herunder kan du læse den falske nyhed. 

Nordeuropas største Black Metal festival i Esbjerg

I kølvandet på den store Slipknot-succes i januar måned, hvor det store amerikanske metal-ikon gæstede Blue Water Dokken, er Esbjerg Kommune blevet opmærksom på potentialet i at positionere sig som landets førende dødsmetalby. Derfor er der nedsat en arbejdsgruppe, der skal tilrettelægge en storstilet festivalsatsning i sommeren 2017.

Ambitionen er at skabe Nordeuropas største Black Metal festival, og en af de helt åbenlyse fordele ved at bevæge sig ind på dødsmetalgenren er, at der er en stor fanskare, der gerne rejser fra nær og fjern for at opleve de store navne live. Erfaringer fra black metal festivaller i Norge og Polen har vist så massiv interesse på tværs af landegrænser, at Esbjerg Kommune forventer at kunne opnå et besøgstal på over 80.000, hvilket svarer til Roskilde Festivals besøgstal i 2015. Festivallen tænkes at vare i 4-5 dage.

Opgaven med at tilrettelægge den nye festival skal løses i et tæt samarbejde mellem kommunens eventsekretariat, Musikhuset og Tobakken. Billetsalget starter 1. oktober 2016, hvor de første navne forventes offentliggjort.

Kommunen har ambitioner om at tiltrække mange nye borgere til kommunen, og dette er en gylden mulighed for at vise området frem til en stor menneskeskare. Ambitionen er, at den nye metalfestival kan støtte op om kommunens Vision 2020, der definerer et mål om at vokse til 120.000 indbyggere i kommunen i 2020.

Black metal i en rummelig kommune
Der satser udelukkende på den type dødsmetal, der kaldes black metal. Dette er en sub-genre under ekstremt hård rock, og tilhængerne har fra tid til anden har været associeret med satanisme, men det ser kommunen ikke som et problem. ”Vores kommune er åbensindet og åben for alle kulturer og religioner, og derfor er netop Esbjerg en oplagt placering af denne type festivals. En eventuel trosretning blandt nogle af fansene skal naturligvis ikke spænde ben for et så spændende projekt som dette,” udtaler Villy Grøn fra kommunens Eventsekretariat.

Koncerter på borerig ud for Hjerting Strandpromenade
Festivallens nøjagtige placering ligger ikke fast, men det er et stærkt ønske i kommunen at placere festivallen i kort gåafstand fra Hjerting Strandpromenade. Derfor er der allerede nu ansøgt om tilladelse til at få en borerig midlertidigt installeret lige ud for selve strandpromenaden, så man kan opleve koncerterne fra stranden. Café Stryhns kan derfor se frem til en massiv stigning i salget af store vaffelis hen over sommeren. Der er dog en del praktiske problemstillinger med en så kystnær løsning, men arbejdsgruppen arbejder på at få det løst. ”Det kan ikke udelukkes, at dyrelivet i nationalparken forstyrres, men vi har et par tjenester til gode ved både Skov og naturstyrelsen og Kystdirektoratet” udtaler Villy Grøn fra kommunens Eventsekretariat.

Umiddelbart kan naturskønne områder og festivalgæster til metalkoncerter forekomme svært at forene, men det ser man i Esbjerg Kommune som netop en af styrkerne. Kommunikationschef Thomas Reil ser store potentialer i markedsføringen af Esbjerg som metalby, og han understreger, at kombinationen af smuk natur og metalfestival sender et stærk signal om Esbjerg Kommunes alsidighed. ”Det er altafgørende for kommunes branding, at vi viser kontrasterne her i kommunen, og derfor synes jeg, det er optimalt at placere festivalen enten ved stranden eller ude i vores smukke natur i for eksempel Marbæk. Vi har lavet en kommunikationsplan for lanceringen af det nye indsatsområde, og første step er en slogankonkurrence på Facebook”, siger Thomas Reil.

Vind billetter
Skal vi slå på at være MetalMetropol, Black Esbjerg, eller hvordan sælger vi bedst festivallen? Det vil kommunen gerne have borgernes bidrag til. Derfor udloves der 4 x 2 partout-billetter til alle festivallens dage og back-stage pass og fri adgang til festivalpladsens VIP-lounge. Konkurrencen starter på kommunens Facebookside i dag, og de bedste forslag vil blive udvalgt den 15. april.

www.facebook.com/EsbjergK

Annoncer

© 2012 i Esbjerg Kommune