Handicappolitik i Esbjerg Kommune



Handicappolitik – på forkant med udviklingen
Handicappolitikken er ledelinje for fremtidens indsats på handicapområdet i Esbjerg Kommune.
Handicappolitikken er et værktøj, der fastsætter den overordnede vision samt mål og fokusområder for forskellige temaer. Værktøjet giver borgere, politikere og de kommunale forvaltninger i Esbjerg Kommune en fælles platform for at udvikle handicapområdet.
FN’s handicapkonvention trådte i kraft i Danmark den 23. august 2009. I takt med, at den implementeres i lovgivningen, vil den stille nye krav til kommunernes indsats på området.
Esbjerg Kommune vil med handicappolitikken være på forkant med udviklingen – inden for de økonomiske rammer, som byrådet fastsætter.
Den første del af handicappolitikken skitserer den generelle vision samt de overordnede værdier og rammer. Den anden del består af en række temaer med tilhørende mål og fokusområder.
Politikken evalueres i slutningen af hver byrådsperiode, første gang i 2013.
Esbjerg Kommunes handicappolitik er godkendt i byrådet den 15.03.2010.
Vision
Esbjerg Kommune er et tilgængeligt og inkluderende levested, hvor borgere med handicap har mulighed for at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.
Værdier
Samfundet beriges og styrkes af den mangfoldighed, der opstår, når alle borgere deltager aktivt i samfundslivet.
Borgere med handicap bidrager til samfundet med de ressourcer, de besidder.
Handicappolitikken skal give borgere med handicap mulighed for i videst mulige omfang selv at tage ansvar for:
- eget liv
- at udnytte sine evner
- at deltage i samfundslivet
Rammer
Ifølge byrådets beslutning den 18. juni 2007, skal Esbjerg Kommunes handicappolitik være formuleret med FN’s standardregler om lige muligheder for handicappede og FN’s handicapkonvention som centrale omdrejningspunkter.
Herudover bygger Esbjerg Kommunes handicappolitik på de fire grundlæggende principper for dansk handicappolitik:
Solidaritetsprincippet, som indebærer, at støtteforanstaltninger og ydelser til kompensation for handicap finansieres solidarisk via skattesystemet. Solidaritetsprincippet er udtryk for, at alle har et ansvar for at sikre, at mennesker med nedsat funktionsevne får de nødvendige ydelser, når behovet opstår.
Sektoransvarlighedsprincippet, som betyder, at den, der udbyder en ydelse, en service eller et produkt er ansvarlig for, at ydelsen er tilgængelig for mennesker med nedsat funktionsevne. Indsatsen på handicapområdet er dermed ikke fortrinsvis en opgave for socialsektoren, men rækker ind i andre områder som fx bolig-, trafik-, arbejdsmarkeds-, sundheds- og undervisningssektorerne.
Kompensationsprincippet, som indebærer, at samfundet tilbyder mennesker med nedsat funktionsevne en række ydelser og hjælpeforanstaltninger for at afhjælpe eller begrænse konsekvenserne af den nedsatte funktion mest muligt.
Ligebehandlingsprincippet, som indebærer, at alle sikres lige muligheder for at udvikle og nyttiggøre sine potentialer og udvikle færdigheder i overensstemmelse med den enkeltes evner. Ligebehandling vil derfor ofte betyde forskelsbehandling af mennesker, fordi borgere med handicap har andre forudsætninger end borgere uden handicap, og fordi borgere med handicap indbyrdes har vidt forskellige forudsætninger.
Målgruppe
Borgere med handicap omfatter personer, børn såvel som voksne, der har en betydelig eller varig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.
Definition af handicapbegrebet
Handicap opstår, når en person med en funktionsnedsættelse møder en barriere i omgivelserne:
Funktionsnedsættelse + Barriere = Handicap
Funktionsnedsættelse + kompensation = Lige muligheder
Denne definition af handicap gør, at handicappet ikke opfattes som et iboende karaktertræk ved borgeren, men som en barriere i omgivelserne. Derved bliver det muligt at kompensere for handicappet og derigennem at skabe lige muligheder for alle.
7 temaer
Esbjerg Kommune har valgt at arbejde med 7 temaer i sin handicappolitik:
- En sammenhængende indsats
- Kommunikation
- Tilgængelighed
- Uddannelse
- Arbejdsliv
- Bolig
- Foreningsliv, frivillighed og fritid
Temaerne forholder sig til handicappolitikkens overordnede vision. Handicappolitikken fastsætter mål og fokusområder for hvert tema.
For hvert fokusområde følger konkrete handleplaner. Arbejdet med de konkrete handleplaner iværksættes straks efter byrådets endelige vedtagelse af handicappolitikken.
Det er målet
- at borgere med handicap oplever at få et sammenhængende tilbud
Derfor vil Esbjerg Kommune have særligt fokus på:
- at fremtidsperspektiv og helhedssyn i forhold til borgerens liv er tænkt ind i den kommunale indsats
- at borgere med handicap oplever, at der er en sammenhængende indsats på tværs af samtlige kommunale instanser
- at familier med børn med handicap i god tid oplever, at der er en sammenhængende indsats i overgangen fra barn til voksen
- at sikre en god information til borgere med handicap og deres pårørende i overgangssituationer fx ved fødsel/start på handicap og ved det 18 leveår om, hvilke rettigheder, muligheder og ansvar, borgeren med handicap har.
- at borgere med erhvervede funktionsnedsættelser og deres pårørende oplever sammenhæng i indsatserne
Det er målet
- at borgere med handicap oplever at have tilgængelighed i forhold til kommunikation og information
Derfor vil Esbjerg Kommune have særligt fokus på
- at borgere med handicap får muligheder for og understøttes i at udnytte deres evner til at kommunikere
- at kommunens informationsmateriale i videst mulige omfang foreligger i alternative medier
- at skriftligt materiale (herunder skilte) udføres med høj læsbarhed
- at kommunens websider er tilgængelige, og de digitale selvbetjeningsløsninger er interaktive og brugervenlige.
- at gøre det nemt for borgere med handicap at få kontakt til den rette person i kommunen
- at borgere med et handicap, der i væsentlig grad vanskeliggør kommunikationen, kan få specialrådgivning og vejledning samt undervisning i kompenserende strategier og -teknikker
- at borgere med et handicap, der i væsentlig grad vanskeliggør kommunikationen, kan få kompenserende hjælpemidler og undervisning i at anvende hjælpemidlerne
- at netværk omkring borgere med et handicap, der i væsentlig grad vanskeliggør kommunikation kan modtage relevant rådgivning og undervisning.
Det er målet,
- at borgere med handicap har bevægelsesfrihed og oplever de fysiske omgivelser som tilgængelige
Derfor vil Esbjerg Kommune have særligt fokus på
- at sikre, at ny og -ombygninger i kommunale bygninger og i det offentlige rum tilrettes efter den nyeste viden om tilgængelighed
- at eksperter i tilgængelighed rådføres ved væsentlige ombygninger og nybyggerier
- at reducere eksisterende barrierer for fysisk tilgængelighed i offentlige bygninger og i det offentlige rum
- at foretage tilgængelighedsrevision på større centrale projekter i det offentlige rum
- at fremme trafiksikkerheden for borgere med handicap
- at det i lokalplanerne sikres, at byggeri og udearealer udformes under hensyntagen til de muligheder, som borgere med handicap har
- at give den rette information til borgere og erhvervsdrivende, så de kan være med til at forbedre tilgængeligheden
Uddannelse
Det er målet,
- at borgere med handicap har samme adgang til uddannelse som andre
Derfor vil Esbjerg Kommune have særligt fokus på
- at forberede børn med handicap i dagtilbud til skolestart
- at have fysisk tilgængelighed til uddannelsesinstitutionerne
- at give forældre til børn med handicap indflydelse på valg af skolegang
- at have relevante uddannelsestilbud til borgere med handicap, som trods kompensation i form af hjælpemidler og individuel støtte ikke magter et ordinært uddannelsestilbud
- at sørge for, at de nødvendige støttemuligheder er tilgængelige fra skolestart
- at sørge for, at alle borgere med handicap, oplever at få en relevant vejledning
- at sikre borgere med handicap adgang til oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet
Det er målet
- at borgere med handicap så vidt muligt indgår i et almindeligt arbejdsliv
- at borgerne alternativt har mulighed for at få et beskæftigelsestilbud
Derfor vil Esbjerg Kommune have særligt fokus på:
i den borgerrettede indsats:
- at informere borgere med handicap om mulighederne for at få støtte til ordinær eller støttet beskæftigelse
- at afklare og udvikle den enkelte borgers kompetencer i forhold til et godt jobmatch
- at informere borgere med handicap om retten til job i kombination med viden om forsørgelsesgrundlag
som arbejdsplads:
- at gå foran som det gode eksempel og ansætte borgere med handicap under skånende vilkår
- i sin rekruttering at signalere, at Esbjerg Kommune er en rummelig og mangfoldig arbejdsplads, hvor der er plads til alle
i den virksomhedsrettede indsats:
- at informere private virksomheder om mulighederne for løntilskud, kompensationsordninger, arbejdsplads-indretning, mentorordninger, hjælpemidler m.v.
- at sikre kvalificeret beskæftigelsesfremmende støtte
- at hjælpe virksomhederne til at være i stand til at skabe en god og rummelig arbejdsplads for borgere med handicap
Det er målet
- at borgere med handicap har mulighed for at vælge en bolig, som tilgodeser den enkeltes behov
Derfor vil Esbjerg Kommune have særligt fokus på:
- i sine sektorplaner at sætte fokus på inklusion, boligstandard, geografisk spredning og valgmuligheder
- at sørge for, at det almene boligbyggeri er tilgængeligt for mennesker med handicap og også rummer særligt indrettede boliger
- at kunne tilbyde særlige boliger til borgere med meget omfattende og specielle hjælpebehov
- at give støttetilbud til borgere, der ønsker at bo i eget hjem
- at give mulighed for sociale fællesskaber mellem ligesindede
- at tilbyde særlige boliger for unge for at lette overgangen fra barn til voksen
Foreningsliv, frivillighed og fritid
Det er målet
- at borgere med handicap bidrager til og drager nytte af det lokale foreningsliv og det frivillige sociale arbejde
- at børn og voksne med handicap har mulighed for at deltage i kultur-, idræts- og fritidsaktiviteter på lige fod med andre
Derfor vil Esbjerg Kommune have særligt fokus på:
- at kommunale fritidstilbud for børn og unge er tilgængelige og inkluderende, så barnet/den unge med handicap har mulighed for at dyrke venskaber og aktiviteter.
- at sørge for, at borgere med handicap orienteres om lokale muligheder for deltagelse i foreningsliv og fritidstilbud
- at støtte borgere med handicap, som ønsker at yde en frivillig indsats, fx ved at tilbyde lån af hjælpemidler
- at store fritids- og kulturbegivenheder bliver til i et samarbejde med handicaporganisationerne, så begivenhederne også opleves som relevante for borgere med handicap
- at idrætsforeninger og –klubber er inkluderende
- at samarbejde med handicaporganisationer og idrætsforeninger om at synliggøre mulighederne for deltagelse i idrætsaktiviteter
- at have en vifte af forenings- og klubtilbud, så forskellige behov kan tilgodeses, og så borgeren kan få et udviklende forenings- eller klubtilbud med mulighed for samvær med ligesindede
- at rådgive foreninger som ønsker at formulere en handicappolitik
Handicaprådet
Handicaprådet har til formål at rådgive byrådet i handicappolitiske spørgsmål og formidle synspunkter mellem borgerne og byrådet om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører borgere med handicap. Handicaprådet er således en vigtig samarbejdspartner på handicapområdet for både det politiske niveau og for forvaltningerne.
Esbjerg Kommunes Handicapråd har 14 medlemmer, heraf 7 udpeget af lokale handicaporganisationer.
Handicaprådet kan tage spørgsmål af mere generel karakter op til drøftelse og komme med forslag til såvel politiske som administrative initiativer. Rådets virksomhed omfatter således alle spørgsmål vedrørende handicap på tværs af sektorer.
Denne tværgående status medfører, at alle udvalg og forvaltninger må forudsættes at have løbende dialog med Handicaprådet om handicaprelaterede spørgsmål.
Handicaprådet har sin egen hjemmeside:
www.handicapraadet.esbjergkommune.dk


