Medarbejder-login

Politik for ligestilling

Formålet med Esbjerg kommunes politik for ligestilling er en mere ligelig fordeling af mænd og kvinder på kommunens arbejdspladser, alle ledelsesniveauer og personalegrupper. Grundholdningen er ligeret, ligeværd og lige muligheder for begge køn.

Ligestilling er et spørgsmål om kultur, traditioner og holdninger. Bevidstheden er derfor det altafgørende i dagligdagen, når elementer i personalepolitikken tages i brug.

Ligestilling på arbejdspladsen handler ikke om at gøre mænd og kvinder ens, men om at bruge kvinders og mænds forskellige ressourcer og bruge den dynamik, som disse forskelligheder skaber.

En række af kommunens arbejdspladser er traditionelt mands- eller kvindedomineret, et forhold som utvivlsomt også vil være tilfældet fremover. Det er derfor af afgørende betydning, at konkrete indsatsområder målrettes specifikke områder.

Hvor det er muligt tilstræber politikken:

  • en ligelig fordeling i alle udvalg, fx ansættelsesudvalg og arbejdsgrupper
  • en ligelig fordeling ved besættelse af stillinger
  • en lige løn for lige arbejde
  • at gøre en indsats for at kvalificere og rekruttere medarbejdere af begge køn til lederposter

Der udarbejdes en årlig redegørelse, som forelægges Hoved MED-udvalget til drøftelse og som omfatter:

  • Status for det forgangne år
  • Måltal og indsatser for det kommende år

Esbjerg Kommune opfordrer til, at den enkelte arbejdsplads arbejder med Ligestilling gennem løbende drøftelser på personalemøder og i MED-systemet.