Medarbejder-login

Etnisk ligestilling

Formålet med Esbjerg Kommunes politik for etnisk ligestilling er at skabe en medarbejdersammensætning som afspejler kommunens befolkning. Politikken medvirker derfor også til at understøtte integrationen af etniske minoriteter i lokalsamfundet.

Grundholdningen er ligeret, ligeværd og lige muligheder.

Etnisk ligestilling er et spørgsmål om kultur, traditioner og holdninger. Det er derfor vigtigt at være bevidst om det i dagligdagen, når elementer i personalepolitikken tages i brug.

På arbejdspladsen handler det om at udnytte de forskellige kulturers ressourcer og bruge den dynamik, som forskellighederne skaber. De enkelte arbejdspladser opfordres til, at indslusning af etniske minoriteter tager udgangspunkt i personens uddannelsesbaggrund, kvalifikationer og erfaringer samt arbejdspladsens behov.

Politikken skal bl.a. realiseres således:

  • I stillingsopslag opfordres kvalificerede ansøgere uanset etnisk baggrund til at søge ledige stillinger
  • Ansættelsesudvalg skal så vidt muligt sammensættes, så etniske minoriteter er repræsenteret
  • Arbejdspladserne opfordres til at udarbejde individuelle introduktionsprogrammer og herunder overveje mentorordning, særlige indslusningsforløb, instruktion og oplæring.

Der udarbejdes en årlig redegørelse, som forelægges Hoved MED-udvalget til drøftelse og som omfatter:

  • Status for det forgangne år
  • Måltal og indsatser for det kommende år

Esbjerg Kommune opfordrer til, at den enkelte arbejdsplads arbejder med etnisk ligestilling gennem løbende drøftelser på personalemøder og i MED-systemet. Politik for etnisk ligestilling gælder fra 1. januar 2007.