Medarbejder-login

Sygemeldt - hvad gør jeg?

Når du er sygemeldt og får sygedagpenge, eller din arbejdsgiver får sygedagpengerefusion, vil du få tilsendt et oplysningsskema, som du skal udfylde og returnere inden 8 dage. Sender du oplysningsskemaet for sent, kan du midlertidigt miste retten til sygedagpenge.

Når Jobafklaring har modtaget dit oplysningsskema, vil der blive iværksat et samtaleforløb hos os.

Opfølgningssamtaler 

Alt efter dit sygdomsforløb afholdes der opfølgningssamtaler med dig henholdsvis hver 4. uge eller hver 3. måned, så længe du modtager sygedagpenge, eller din arbejdsgiver modtager sygedagpengerefusion.

Under samtalerne vil vi tale med dig om, hvorvidt du er klar til at vende tilbage til arbejdsmarkedet og i hvilket omfang. Vi skal lave en samlet vurdering af, hvad der skal gøres, for at du fastholdes på arbejdsmarkedet og hurtigst muligt bliver raskmeldt.

Formålet med samtalerne er at:

  • Få yderligere oplysninger om dine muligheder, ressourcer, hvordan du selv ser på din situation samt behov for indsats fra vores side.
  • Inddrage dig i opfølgningen og aftale, hvad der videre skal ske.
  • Støtte din egen indsats for hurtigt at vende tilbage til arbejdsmarkedet.
  • Finde ud af om der er behov for at indhente oplysninger fra eller inddrage andre (for eksempel din læge, arbejdsgiver med flere).
  • Tidspunktet for raskmelding så vidt muligt fastlægges, herunder mulighederne for gradvis tilbagevenden til arbejdet.
  • Sikre at du får tilbud om den nødvendige indsats.
  • Informere dig om lovgivningens rammer mv.

Aktive tilbud

For at styrke en tidlig og målrettet indsats overfor sygedagpengemodtagere vil Jobafklaring give dig tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, når det kan medvirke til, at du hurtigt kan vende tilbage til arbejdspladsen eller beholde forbindelsen til arbejdsmarkedet.

Det betyder, at du vil få aktive tilbud som en del af Jobafklarings indsats for at fastholde dig på arbejdsmarkedet.

Du har pligt til at tage imod et rimeligt tilbud, der kan være med til at bringe dig tilbage til arbejdsmarkedet. Deltager du ikke aktivt, kan kommunen standse dine sygedagpenge.

Tilbud kan være en delvis raskmelding, virksomhedspraktik eller diverse erhvervsrettede kurser.

Indsatsen bliver tilpasset dine helbredsmæssige muligheder og skånebehov.